Masseudsendelse om længere sagsbehandlingstid på ansøgninger

Sagsbehandlingstiden er nu i nogle tilfælde oppe på 29 måneder, og sagerne bliver langt fra altid behandlet i kronologisk rækkefølge. 

I løbet af sidste uge blev der sendt standardiserede forlængelsesbreve til ansøgere fra 2021 og 2022, der indtil videre endnu ikke har fået behandlet deres ansøgning. Det var i hvert fald nok hensigten. Brevene er ikke personlige, og indeholder ikke sagsnumre, de bærer tydeligt præg af masseudsendelser, og de blev i enkelte tilfælde også sendt til dem, der allerede har fået svar på deres ansøgning. 

Dette skete i løbet af 3 dage. Den 16.1. modtog ansøgere fra januar til juni 2022 et brev: “Vi bestræber os på at behandle din sag i løbet af andet halvår 2024 og hvis muligt hurtigere.

Dagen efter modtog ansøgere fra juli til december 2022 et brev: Vi bestræber os på at behandle din sag i løbet af 2025 og hvis muligt hurtigere. 

2024 er lige begyndt, og disse ansøgere har allerede på nuværende tidspunkt ventet mellem 11 og 17 måneder. jf. brevet skal de regne med yderligere 12 til 24 måneder, altså de kommer minimum op på 23 måneder, i værste fald op på 31 måneder, medmindre det er “muligt at gøre det hurtigere”.

Den sidste runde breve blev sendt den 18.1., og her fik ansøgere fra 2021, som efterhånden virkelig har ventet længe, og som var blevet fortørnet over ikke at have modtaget et forlængelsesbrev i denne omgang, følgende at vide: “Vi bestræber os på at behandle din sag inden udgang af maj 2024 og hvis muligt hurtigere.”
Der er fortsat sager fra september 2021 under behandling. I deres første kvitteringsbrev, havde de fået oplyst en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 14 måneder. I maj 2023, altså efter 20 måneder, fik de det første forlængelsesbrev, som oplyste om yderligere behandlingstid på 6 – 8 måneder. Og nu, efter 8 måneder, fik de på ny en frustrerende besked … Der er tale om en aktuel liggetid på 28 måneder!

En enslydende sætning bliver brugt i alle 3 breve: “Sagsbehandlingstiden for en ansøgning om dansk statsborgerskab er på nuværende tidspunkt i gennemsnit 22 måneder. Nogle sager tager en del længere tid, og nogle sager behandles væsentlig hurtigere.” Og derudover: “Ministeriet skal beklage den lange sagsbehandlingstid.” De berørte ansøgere beklager ligeledes – de er skuffede, kede af det og utilfredse.

Fasttrack-sager

På ministeriets hjemmeside er der kommet en update omkring sagsbehandingstiden, hvor man bliver oplyst om det samme, dog med en kort forklaring om de såkaldte fasttrack-sager: “De sager, der behandles hurtigere, er såkaldte fasttrack-sager. Fasttrack-sager er sager, hvor ministeriet ud fra objektive dataparametre vurderer, at sagen er ukompliceret. Derudover skal sagen kunne behandles, uden at vi skal indhente flere oplysninger fra dig. Det betyder, at ministeriet træffer afgørelser i visse sager, som ikke er de ældste verserende sager.”

At de såkaldte “dataparametre” har svigtet i mange tilfælde, ved vi fra adskillige beretninger fra de berørte ansøgere. Og i denne aktuelle opdatering mangler igen yderligere oplysninger om den nye ordning med såkaldte “sprintsager” og “udelukkelsesafslag”, som blev nævnt i ministeriets seneste orientering af indfødsretsudvalget under overskriften “Prognose for sagsbehandlingen i 2024”. Her kan man så se frem til, at “den gennemsnitlige sagsbehandlingstid vil være ca. 20 måneder [ved udgangen af 2024]”.
Et fald på 2 måneder, i forhold til nu, men 8 måneder mere end en prognose fra starten af året, hvor forventningen var, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid ved udgangen af 2024 ville være ca 12 måneder …
Men hvordan mon bliver spredningen? For tiden kan vi konstatere en spredning på mellem 6 og 29 måneder for færdigbehandlede sager.

Et tydeligt tegn på, at dataparametre ikke altid virker efter hensigten, er denne fun-factor: Den 18. 1. var der en ansøger, som BÅDE har modtaget forlængelsesbrev OG optagelsesbrev til aprillovforslag 2024. Optagelsesbrev var dateret den 16.1., forlængelsesbrev den 18.1. En anden person blev optaget på aprillovforslaget den 10.1., og fik alligevel forlængelsesbrevet den 18.1.Man ved ikke, om man skal grine eller græde.

Forvaltningsretlige principper

Hvis du også synes, at de lange sagsbehandlingstider på nu over to år og behandlingen i en uigennemskuelig, vilkårlig rækkefølge ikke helt lever op til “forvaltningsretlige principper”, så må du gerne dele vores opslag.
Forvaltningsretlige principper skal nemlig også iagttages i statsborgerskabssager jf. cirkulæreskrivelsens kapitel 1, selv om der er tale om “lovforberedende arbejde” i ministeriet. Og disse principper skulle blandt andet forpligte myndighederne til hurtig sagsbehandling. Men “hurtig” er selvfølgelig ikke endelig defineret …

Skulle der være en journalist, der interesserer sig for emnet, står vi gerne til rådighed ved spørgsmål. Og vi kender adskillige ansøgere, der gerne vil stå frem og fortælle om deres frustrerende oplevelser.

Behandlingstiden er stadig lang, men ikke for alle

Orientering om behandlingen af ansøgninger om dansk statsborgerskab ved naturalisation i 3. kvartal 2023 er nu offentliggjort fra UIM.

Fair Statsborgerskab! noterer os særligt følgende:
– Det er nu forventningen, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid ved udgangen af 2023 vil være ca. 21 måneder.
– Det er endvidere forventningen, at de ca. 3.500 sager, der er omfattet af fasttrack-ordningen vil være færdigbehandlet inden udgangen af 1. kvartal 2024 og ikke i 2023.

Og følgende nye tiltag:
Der er endvidere taget udgangspunkt i, at en del af sagerne vil blive behandlet i et nyt fasttrack-spor bestående af såkaldte sprintsager (ca. 1.500 sager) og ’udelukkelsesafslag’ (ca. 350 sager), der kan behandles hurtigere pga. ansøgerprofilen, og som vil blive behandlet uanset ansøgningstidspunktet.”

De nye tiltag er endnu ikke beskrevet nærmere nogle steder, andet end i denne orientering. Det undersøger vi hurtigst muligt, og vender tilbage når vi kender detaljer om det.

Indfødsretskontorets Fasttrack-ordning

Fair Statsborgerskab har længe arbejdet på at få afklaring på indfødsretskontorets Fasttrack ordning.

Indtil videre har det resulteret i:

  • Et åbent brev til Udlændinge- og Integrationsminister Kaare Dybvad Bek med underskrifter fra adskillige ansøgere – Juli 2023. Det kan findes her.

  • Et svar fra ministeren hvor vores spørgsmål bliver besvaret til dels – September 2023. Det kan findes her.

  • Et indlæg med vores tanker om ordningen, til de mange ansøgere som er ramt af denne ordning – September 2023. Det kan findes her.

Ud over arbejdet fra Fair Statsborgerskabs side, har andre politikere også spurgt ind til denne ordning uden større held:

  • Peder Hvelplund (EL) spørger ind til ordningen – Marts 2023. Det kan findes her.

  • Helene Liliendahl Brydensholt (ALT) spørger ind til ordningen – November 2023. Linket kan findes her.

Fasttrack – Vejen frem på overhalingsbanen eller endnu et tiltag, der overhaler god forvaltningsskik indenom?

Åbent brev til udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek

Fair Statsborgerskab! logo, med Dannebrog som det første T i statsborgerskab

Foreningen har i løbet af juli måned indsamlet underskrifter til et åbent brev til ministeren, hvor vi kritiserer de mangelfulde oplysninger og de vidt spredte afgørelser. Brevet er offentligt tilgængeligt her.

Vi sendte brevet med 343 underskrifter af sted til ministeren den 21. juli, hvor vi supplerede med vores kritik af de seneste afslag for unge mennesker, der har indgivet deres ansøgninger i de sidste måneder af 2022, altså for mindre end et år siden. Ansøgningerne er indgivet på et tidspunkt, hvor den forventede sagsbehandlingstid på ministeriets hjemmeside var angivet til 22 måneder. Nu får de afslag, fordi de ikke opfylder kravet om at have haft permanent opholdstilladelse i 2 år med udgangen af december måned 2023, hvor det næstkommende lovforslag forventes vedtaget.

Set i lyset af, at dette lovforslag “lukker” om kun en måneds tid, og at disse ansøgere ville opfylde kravet til det følgende lovforslag om indfødsrets meddelelse til april 2024, stiller vi os endnu mere uforstående overfor det faktum, at disse sager nu er blevet behandlet, på trods af lovningen om en – som udgangspunkt – fortsat kronologisk behandling af sagerne. 

Vi fulgte op med en henvendelse til Folketingets indfødsretsudvalg den 31. juli, på det tidspunkt havde 351 borgere sat deres underskrift.. Denne henvendelse er nu offentliggjort på Folketingets hjemmeside som udvalgsbilag og kan findes her. Den indeholder både brevet og uddybende oplysninger. Vi regner med, at et udvalgsmedlem stiller et opfølgende spørgsmål til vores henvendelse, som vil tvinge ministeren til stillingtagen. Desværre bliver den slags henvendelser ellers for det meste ignoreret. Den almindelige svarefrist for den slags udvalgsspørgsmål er normalt 4 uger. Vi lover at følge op, når der foreligger et svar. 

Christinasborg Slot, set fra ridebanen
Christiansborg Slot, foto af Drew Fremlev Fisher

Åbent samråd i Indfødsretsudvalget

Åbent samråd i Indfødsretsudvalget om den danske måde at behandle sager om indfødsret med fokus på det systematiske brudt af Handicapkonventionen

Vi siger tak til Peder Hvelplund for endnu et samråd, selv om det desværre ikke tyder på, at regeringen og ministeren er lydhør overfor argumenter for at ændre praksis. (Se en video af samrådet på Folketings hjemmeside.)

I den anledning kan vi kun endnu en gang henvise til anbefalingerne fra Institut for Menneskerettighederne, blandt andet at Handicapkonvention overholdes, så ansøgere om statsborgerskab kan få dispensation, hvis de har en funktionsnedsættelse, som forhindrer, at de kan opfylde almindelige krav.

Vi elsker Danmark

Vi bor i en retsstat, og vi har ret til en retfærdig behandling, gennemsigtige klagebehandlinger og en rimelig sagsbehandlingstid.

I morges talte bestyrelsesmedlem Drew Fremlev Fisher sammen med Radio4 om sin kærlighed for Danmark og hvad opnåelsen af dansk statsborgerskab ville betyde for ham. Samtalen fandt sted pga et §20 spørgsmål fra Dansk Folkeparti til Udlændinge- og Integrationsministeren som foreslåede et loft på antallet af ansøgninger om statsborgerskab på kun 100 eller 250 om året.
Du kan høre samtalen her:

Senere talte Radio4 med Mikkel Bjørn fra DF og Peder Hvelplund fra Enhedslisten om loftet, og du kan høre deres samtale her:

Det forsinkede “oktoberlovforslag” er nu blevet fremsat i Folketinget

Aktuelt lovforslag om indfødsrets meddelelse – L33

Du vil kun kunne finde dit navn på lovforslaget, hvis du tidligere (i perioden fra februar 2022 til august/september 2022) er blevet informeret om, at du påtænkes at blive optaget på oktoberlovforslag.

Vi ved, at det altid er et stort øjeblik, når man ser det sort på hvidt. Tillykke til alle jer, der er nået så langt.

Husk, at I fortsat skal opfylde alle betingelser indtil loven vedtages, og at I fortsat skal opfylde vandelskravet (ingen kriminalitet, ingen bøder) indtil I har deltaget i grundlovsceremonien.

denne tema-side på Folketingets hjemmeside finder du yderligere oplysninger om lovforslaget, hvordan du finder dit navn, og hvordan du kan følge behandlingen af lovforslaget.

Kigge på vores Dansk Statsborgerskab – FAQ side for nogle svar til andre spørgsmål du måske har om lovforslaget, og den fremtidige Grundlovsceremoni.

Et vigtigt debatindlæg fra Pernille Skipper, tidligere MF og indfødsretsordfører

“På behændig vis har folketingsflertallet udnyttet en bestemmelse i grundloven til at skabe et system, hvor de som små diktatorer kan sortere muslimer og arabere fra.”

Sådan starter Pernille Skippers debatindlæg i dagens Politiken*

*(kræver abonnement)

Vi frivillige i foreningen Fair Statsborgerskab! har ud fra de sager vi har beskæftiget os med igennem tiden nøjagtigt den samme oplevelse som Pernille Skipper beskriver: “At
blive statsborger i Danmark er en retsløs, diskriminerende og vilkårlig proces
.”

“Det store problem er faktisk ikke den almindelige ansøgningsproces med fjollede indfødsretsprøver, hvor det udslagsgivende kan være spørgsmål om Olsenbanden eller håndboldholdene. Nej, den virkelig groteske urimelighed sker i dispensationsansøgningerne i Folketinget.”

Derfor ønsker vi i foreningen, at en retfærdig, overskuelig og forudsigelig lovgivning der i højere grad giver plads til administrative afgørelser – erklæringsadgang – der tager udgangspunkt i objektiv konstaterbare krav. Og vi ønsker en øget retssikkerhed, med mulighed for at ansøgere kan kræve begrundelse og mulighed for at anke eller klage over en afgørelse. Det kunne f.eks. ske ved at oprette et i Indfødsretsnævn tilsvarende Udlændingenævnet.

Statue af Kong Frederik 7. foran Christiansborg Slot, set fra slottet med gaden og byen i baggrunden
Rytterstatue af Kong Frederik 7. foran Christiansborg Slot

Pernille slutter sit debatindlæg med følgende ord:

“Jeg nåede at sidde i Folketingets Indfødsretsudvalg i ganske kort tid, før jeg forlod Folketinget sidste år. Men hvad jeg oplevede, rystede min retssikkerhedsforståelse på en måde, som hverken terrorlovgivning, bandepakker, ghettolovgivning eller andre symbolske indgreb i grundlæggende retssikkerhedsprincipper nogensinde før har kunnet. Det her er det værste. Og det siger ikke så lidt.”

Tak for dit opråb, Pernille.

Godt nyt vedr. oktoberlovforslaget 2022

Lovforslaget, som aldrig blev fremsat på grund af Folketingsvalget i 2022, bliver nu fremsat den 2. februar 2023. Det er en glædelig nyhed for alle dem, der var påtænkt optaget på lovforslaget, og som i forvejen har ventet længe. Snart bliver de et trin tættere på dansk statsborgerskab.

Skærmbillede af Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside "Aktuelt i indfødsretskontoret" side

Fair Statsborgerskab! følger op på den videre proces, og holder kommunerne i ørerne, så de pågældende personer også hurtigst muligt efter vedtagelsen kan deltage i en grundlovsceremoni for at komme helt i mål med statsborgerskabet.

Vores håb for Danmarks nye regering

Fair Statsborgerskab ønsker den nye regering tillykke, og ser frem til en forbedring af retssikkerheden på udlændingeområdet, en forbedring af tonen i debatten om udlændinge og grundlæggende bedre behandling af udlændinge. 

Vi håber på at regeringen vil bidrage til at inddrage, støtte og muliggøre en bedre behandling af de mange udlændinge som bor i Danmark, hvad enten de bor her af lyst eller af nød.

Vi håber på, at regeringspartierne vil kigge tilbage på deres kommentarer om en skør udlændingepolitik, og vil holde deres løfter om at ændre på dette. Vi ser frem til politiske udspil som reelt vil gøre dansk udlændingepolitik mere retfærdig og sørge for ægte fair behandling for alle udlændinge, frem for fine ord og valgflæsk. Særligt håber vi at regeringen vil tage hensyn til alle de som ikke har mulighed for at være rig, hvid og veluddannet, ligegyldigt om det skyldes alder, køn, eller andre forhold.

Vi ser frem til at debatten om udlændinge i Danmark modnes, tages ned i volumen og gøres pænere. Dette håber vi kommer til syne i regeringspartiernes opførsel og tale i debatten, men også i egentlige politiske udspil som kan samle frem for at opdele Danmark i forskellige hold.

Christiansborg Slot i København, set fra ridebanen. Foto af Drew Fremlev Fisher
Christiansborg Slot

Det umiddelbart positive ved regeringspartiernes enighed om vigtigheden af at have og overholde internationale konventioner, bliver desværre overskygget af deres åbne forsøg på at fjerne retssikkerheden og rettighederne for bestemte grupper. Vi håber på at regeringspartierne vender sig fra denne tilgang, og fokuserer på at acceptere konventionernes fokus på alle menneskers rettigheder og tryghed. 
Med løftet om en fair og rationel udlændingepolitik ser Fair Statsborgerskab frem til at der gøres op med den etniske og religiøse diskrimination af ansøgere som medlemmer af indfødsretsudvalget givet udtryk for. Vi mener at Danmark på dette område mangler at modne sin retspraksis, og i højere grad bør følge grundlovens forbud mod forskelsbehandling på baggrund af religion og afstamning.

Det nye indfødsretsudvalg for 2. samling 2022-2023 er nu sat. Vi håber, at medlemmerne af udvalget vil tilgå deres ansvarsfulde arbejde med omhu, hvor der er fokus på overholdelse af konventioner. Vi fremhæver igen at vi ikke håber at se flere af de diskriminerende udtalelser, hvor medlemmer åbenlyst indrømmer at stemme efter ansøgernes herkomst og religion!
Vores intention er, at invitere os til en kop kaffe eller et online møde med de enkelte medlemmer, hvor vi vil tage udgangspunkt i foreningens holdninger og det vi arbejder for.