Håndtrykket med den nye minister

Billy O'Shea giver håndtryk til den nye Udlændinge- og Integrationsminister Kaare Dybvad

Vores medlem Billy O’Shea og den nye Udlændinge- og Integrationsminister Kaare Dybvad Bek mødtes i søndags og talte sammen om det obligatoriske håndtryk.

Jeg havde fornøjelsen af at snakke med udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek i forbindelse med Statsborgerskabsdagen på Christiansborg. Jeg benyttede mig af lejligheden til at forklare ham, hvorfor jeg synes det er en dårlig idé at indføre lovpligtige kropshandlinger over for myndighederne i et demokratisk land som Danmark. Jeg må sige, at han var meget lydhør og villig til at høre min argumentation. Så må vi se, om han er villig til at tegne en anden profil, end sin forgænger

– Billy O’Shea


Billy deltog som ledsager, men var ikke selv inviteret til statsborgerskabsdagen, da han ikke kan opnå statsborgerskab uden give hånd under tvang. Det har DR også tidligere skrevet om.

Vi er enige med Billy. Udover at grundlovsceremonien med håndtrykket trækker hele processen yderligere adskillige måneder i langdrag, så er en tvangshilsen udansk og udemokratisk.

Billy O'Shea taler me den nye Udlændinge- og Integrationsminister Kaare Dybvad om håndtryk under tvang

Statsborgerskabsdag 2022

I søndags kunne der endelig igen afholdes Statsborgerskabsdag på Christiansborg.
Det er en af de gode dage. Christiansborg vrimler med glade mennesker, som har fået statsborgerskab, og det fejrer vi med underholdning og et åbent Christiansborg, hvor partierne er til stede. Folk er glade, de bliver fejret i dag, siger Folketingets formand Henrik Dam Kristensen.

Efter en time med tale og underholdning med flere koreografier fra Kompagni B af Den Kongelige Balletskole og sang/fællessang med Kaya Brüel og Ole Kibsgaard, blev der serveret forfriskninger i Snapstinget og de nye danske statsborgere og deres familier og venner fik lov til at gå rundt ind på ”Borgen” og møde politikerne i deres grupperum.

Iblandt deltagerne var forenings forperson Miriam Thompson, foreningens revisor David Breuer og foreningsmedlem Billy O’Shea, som over de næste par dag deler lidt af deres oplevelser her på foreningens side. Vi har i første omgang samlet et par billeder.

De kommende dage kommer vi med mere uddybende opslag. ☺️
Endnu en gang tillykke til alle jer, der opnåede statsborgerskab i 2019 og 2020.
🌟🎉🇩🇰

Tak for at sige fra

Vi vil hermed gerne dele DRs artikel om Billy O’Sheas personlige stille protest mod en grotesk lovgivning. Vi synes at det er en protest der fortjener respekt, men vi er også klar over, at den deler vandene. For at være ærlige også hos os i bestyrelsen.

Læs artiklen på DRs hjemmeside

For at få lidt flere nuancer med, vil vi gerne dele Billys eget ord fra et opslag på Facebook:


Jeg gav borgmesteren hånd inden ceremonien begyndte, men ikke under selve ceremonien. Jeg er derfor ikke blevet dansk statsborger. Da vi skulle op og give hånd, sagde jeg følgende:

”Borgmester, jeg vil meget gerne give dig hånd, men jeg vil ikke gøre det under tvang. En tvangshilsen er udansk, udemokratisk og efter min mening på kant med Grundloven. Jeg beklager.”

I kommer til at høre, at jeg blev nægtet statsborgerskab, fordi jeg ikke ville give hånd. Det passer ikke. Jeg blev nægtet statsborgerskab fordi jeg vil give hånd, som alle andre i Danmark. Men jeg vil aldrig, i et frit og demokratisk samfund, gå med til en tvangshilsen.

Jeg har boet og arbejdet i Danmark i meget lang tid – siden 1980. Det var et land, jeg blev forelsket i lige fra starten. Danmark var et sted, hvor man kunne ånde frit. I Danmark troede man på retsind, lovsind, frisind og storsind. Det var et foregangsland, sagde man – og det var noget, man med ret kunne være stolt af.

I starten tænkte jeg, at jeg måske vil blive her og arbejde i 3 måneder. Det blev til 40 år. Og så besluttede jeg, at det var på tide til at blive dansk statsborger.
Men lige efter at jeg var begyndt på processen, skete der noget andet. I flere år havde ekstremistiske holdninger fået lov til at præge debatten i Folketinget. Og så kom loven om tvangshilsener.

Den danske befolkning har ikke ønsket denne lov. Ifølge en meningsmåling foretaget af Norstat for Altinget og Jyllands-Posten i 2018 mente 52 % af danskere, at håndtrykket ikke skulle være obligatorisk, mens kun 36 % var for et lovkrav, og 12 % svarede ’ved ikke’.

Her er det tydeligt for mig, at Danmarks almene befolkning ved noget, som politikere ikke altid fatter: At mens et håndtryk er et udtryk for gensidig tillid og gensidig respekt, er en tvangshilsen udtryk for det modsatte – mangel på tillid, mangel på respekt. Der er intet dansk ved en tvangshilsen. Den slags hører til i andre kulturer, andre lande. Ikke her.

Naturligvis skal kønsdiskriminering, og alle andre former for diskrimination bekæmpes. Men ikke ved at danne et spejlbillede af fundamentalisme. ’Jamen, hvis du ikke kan lide det, kan du bare rejse hjem.’ Nej tak. Danmark er mit hjem, og jeg agter at kæmpe for det, og for danske værdier. For mig er det det, statsborgerskab handler om: ansvar.

For hvis vi først accepterer princippet om, at politikere må få lov at bestemme, hvordan folk må hilse på hinanden, hvor er vi så på vej hen som samfund? Det er et skråplan.

Jeg er ikke den første, og jeg bliver heller ikke den sidste. Så længe der findes statsborgerskabsansøgere, der har taget danske værdier til sig, vil der altid være nogen, der protesterer mod indførelsen af tvangshilsenen i Danmark.

Unødigt ufleksibelt og ressourcetungt

Sådan lyder det fra Kommunernes Landsforening KL, der i et brev til udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), gør klart, at det ikke er populært, hvis det ceremonielle håndtryk bindes til borgmesteren eller en rådmand. Det er vi i foreningen Fair Statsborgerskab! helt enige i.

Vi er glade for, at vi i vores protest mod den yderligere detaljeregulering af håndtrykket ikke står alene. Og vi mener at dele af den nye bekendtgørelse dyrker en uværdig, moraliserende symbolpolitik.

Den kommende bekendtgørelse, som for tiden er i høring, kan ses her.