Det er med stor glæde og ydmyghed, at jeg endnu en gang er blevet valgt som formand for Fair Statsborgerskab. Jeg ser frem til en ny periode, hvor jeg kan kan være med til at løfte vores forening til nye højder og arbejde målrettet for vores fælles sag – retfærdighed og lige muligheder for alle.
I det forgangne år har mit fokus været på at styrke foreningen indefra. Jeg har arbejdet på at skabe et solidt fundament, hvor vi internt står stærkt som organisation. Nu er tiden inde til at se fremad og tænke større. Jeg har en klar ambition om at flytte os til næste niveau og skabe en ny retning, der handler om udvikling, udvidelse og større synlighed.
Jeg vil arbejde for:
Udvikling: Jeg ønsker at styrke og modernisere vores forening, så vi bliver endnu bedre til at hjælpe dem, der har brug for os. Det handler om at udvikle nye projekter og løsninger, der gør en reel forskel.
Udvidelse: Jeg vil arbejde for, at Fair Statsborgerskab når længere ud. Vi skal nå flere mennesker, engagere flere medlemmer og skabe stærkere samarbejder med organisationer og aktører, der deler vores værdier.
Synlighed: Jeg har en ambition om at gøre Fair Statsborgerskab til en tydelig og stærk stemme i debatten. Jeg vil sikre, at vores mærkesager bliver hørt – i medierne, på sociale platforme og hos beslutningstagerne. Det er vigtigt for mig, at vi både sætter dagsordenen og skaber konkrete resultater.
Jeg ved, at dette kræver hårdt arbejde og dedikation, men jeg er klar til at tage udfordringen op. Mit mål er, at vi sammen kan skabe en forening, som ikke bare er stærk og indflydelsesrig, men som også gør en reel forskel for dem, der hver dag kæmper for retfærdighed og deres statsborgerskab.
Jeg håber, I alle vil tage del i denne rejse – som medlemmer, frivillige eller som støtter foreningen. Jeg tror på fællesskabets styrke, og jeg tror på, at vi sammen kan skabe den forandring, vi drømmer om.
Lad os gøre dette til et år med fornyelse, udvikling og stærkere resultater.
Med ambition og gåpåmod,
Arif Salam
Formand
Fair Statsborgerskab
Vi fylder 3 år
Hurra Fair Statsborgerskab! fylder 3 år i dag! Tak til alle jer, der følger os på Facebook, og tak til alle jer, der har et medlemskab. Det ville være dejligt, hvis flere havde lyst til at være med: Jo flere vi er, jo bedre bliver vi hørt.
Som medlem har du mulighed for at deltage i den kommende ordinære generalforsamling, som højest sandsynligt afholdes lørdag, den 11. marts.
Generalforsamling den 7. marts 2022
Kommer du med til vores generalforsamling den 7. marts 2022? Generalforsamlingen er også den perfekte mulighed for at hilse på andre medlemmer og bestyrelsen i Fair Statsborgerskab!
Vi har været så heldige at få fat i et rigtigt fint lokale til generalforsamlingen, Salon K i HUSET, helt centralt i København og bare en kort gåtur fra København H. Vi åbner dørene kl. 17.00.
Før og efter mødet vil der være mulighed for at snakke med de andre deltagere, netværke, høre mere om foreningens aktiviteter og planer, og udveksle erfaringer med statsborgerskabsansøgninger.
Bestyrelsen byder på en sandwich og drikkevarer for alle. Efter så mange måneder med onlinemøder ser vi frem til at kunne mødes fysisk med vores medlemmer!
Hvis du vil være med, tilmeld dig her: https://forms.gle/Ny9nU9FX4UmQY6Zw9
Hurra! Vi fylder 1 år
I dag passerer vi en lille milepæl: For et år siden, den 15. januar 2020, var 11 personer samlet til den stiftende generalforsamling for vores lille forening. Det har været fantastisk at opleve interessen og tilslutningen, både i starten, og gennem vores første år.
Det har ikke altid været nemt. Bestyrelsen består af frivillige ildsjæle, der også har andre forpligtelser, og de mange restriktioner har lagt nogle sten i vejen.
Vi kunne ikke afholde den helt fra starten planlagte konference i hjertet af Christiansborg, hvor vi ville samle unge mennesker, som bliver berørt af de rigide regler for at kunne opnå permanent ophold og / eller statsborgerskab i Danmark. Vi havde et fantastisk program og tilsagn fra mange eksperter og unge mennesker, konferencen skulle afholdes i april måned – og så kom det første lockdown.
Vi tog et nyt tilløb, og var klar igen til slutningen af oktober måned – og så kom der igen begrænsninger. Nå, men pyt, vi skal nok holde den her konference, når det er muligt, det lover vi!
Vi har i stedet for været i dialog med vores medlemmer, skrevet debatindlæg, været i kontakt med politikere, stillet spørgsmål til indfødsretskontoret og stille og roligt fået vores hjemmeside op og køre.
Tak til alle jer, der støtter vores arbejde med jeres medlemskab, og tak til alle jer, der følger vores Facebook-side. Det ville være dejligt, hvis flere havde lyst til at vær med i vores arbejde.
Jo flere vi er, jo mere bliver vi hørt.
Bliv medlem. Nemt og hurtigt. Som medlem har du mulighed for at deltage i den kommende første ordinære generalforsamling. Sæt kryds i kalenderen: 22. marts 2021, kl. 18.30 til 20.30. Det bliver et online møde, den officielle indkaldelse bliver sendt ud til vores medlemmer pr mail i slutningen af februar.
Del gerne budskabet i dit netværk og inviter dine venner til at følge os.