Fair Statsborgerskab! deltager i Folkemødet 2022

Invitation til Fair Statsborgerskab!s deltagelse på Folkemødet

Født og/eller opvokset i Danmark – men uden fulde demokratiske rettigheder. Er det rimeligt? Det skal vi drøfte på Folkemødet.

Kom og hør unge danskere fortælle om hvordan de blev ramt af de omdiskuterede regler for dansk statsborgerskab. Deltag derefter i debatten om reglernes personlige, såvel som samfundsmæssige og demokratiske konsekvenser for Danmark.

Find os i: G8 – Ydermolens Debattelt

Folkemødet 2022’s motto ’Vilde Visioner’ er helt i tråd med foreningen Fair Statsborgerskab!’s vision om at genindføre en nemmere måde at opnå statsborgerskab, den såkaldte erklæringsadgang, for unge mennesker, der er født og/eller opvokset i Danmark. Det vil betyde alverden for dem, og gøre deres hverdag under deres (ungdoms)uddannelse meget nemmere. Så ville de kunne koncentrere sig om det, i stedet for at bruge en masse ressourcer (både tid og penge) på at søge om permanent opholdstilladelse og senere statsborgerskab – i det land, der er deres hjemland.

To medlemmer af bestyrelsen, Miriam Thompson og Farid Sahel fortæller om de seneste stramninger fra april 2021 og taler med berørte unge mennesker. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål. Det er trist at høre om de gældende regler og hvordan de påvirker de unge, men vi vil gerne oplyse den brede befolkning om de absurditeter der er virkelighed for adskillige tusinde unge mennesker hvert år.

Tillykke til Udlændinge- og Integrationsminister

Kære Kaare Dybvad Bek,

Hjertelig tillykke med din nye ministerpost.
Fair Statsborgerskab! er en forening, der har til formål at hjælpe med at forstå de mange kringlede regler og den indviklede ansøgningsproces for dansk statsborgerskab. Vi håber at du som Minister vil medvirke til, at processen bliver mere overskueligt og retfærdigt og mindre vilkårligt.

Vi er enige med din forgænger Mattias Tesfaye og håber lige som ham, at du vil træffe de rigtige beslutninger, fordi konsekvenserne af de beslutninger der bliver truffet i dit nye ministerium har betydning langt ude i fremtiden i det danske samfund.

Vi håber ligeledes at kunne invitere dig med til et event, hvor vi gerne vil tale med unge mennesker om deres vilkår og muligheder i Danmark, når de tilfældigvis er født uden dansk statsborgerskab. Det drøfter vi blandt andet også på Folkemødet i år.

Skulle du være på Bornholm lørdag den 18. juni, så kig forbi Ydermolens debattelt mellem kl. 19 og 20. Arrangementet har overskriften “Unge danskere uden fulde demokratiske rettigheder”. Vores berørte debatdeltagere hilser sikkert gerne på dig.

Hvis du har lyst, kan du støtte vores arbejde ved at blive medlem.

God arbejdslyst.

Mange hilsner
Bestyrelsen,
Fair Statsborgerskab!