Jeg har fået et barn efter jeg indsendte min ansøgning, hvad skal jeg gøre?

Hvis barnet er født i Danmark og/eller har fået opholdstilladelse efter du har indsendt din ansøgning, har du muligheden for at tilføje barnet ved at udfylde og indsende denne blanket – det skal ske før du deltager i en grundlovsceremoni.

Det kræver blandt andet at barnet bor i Danmark, har en gyldig opholdstilladelse og at du har fuld eller delt forældremyndighed over barnet. Læs mere om Børn som Bipersoner her.

Hvis barnets anden forælder har del i forældremyndigheden, skal den anden forælder give sit samtykke til, at barnet får dansk statsborgerskab.
Hvis barnet er over 12 år, skal barnet også skrive under i blanketten.

Kan jeg indsende min ansøgning straks efter jeg har fået permanent ophold?

Der er et krav, at man har haft tidsubegrænset ophold/permanent opholdstilladelse i Danmark i mindst 1-2 år afhængigt af din opholdsstatus. Dette krav skal være opfyldt ved udgangen af den måned, hvor det lovforslag om indfødsrets meddelelse som du eventuelt kommer på forventes at blive vedtaget i Folketinget.

Normalt kan du IKKE indsende din ansøgning lige efter du har fået permanent ophold.
For at undgå at få et afslag for at have ansøgt for tidligt, er det bedst at vente med at indgive din ansøgning, indtil der er åbnet for optagelsen på dette lovforslag, der passer til din situation ( hvor du opfylder samtlige betingelser efter gældende regler.)

Du skal derfor undersøge hvilket lovforslag kunne være mest relevant for din situation. Sagsbehandlingstiden kan ændre sig under behandlingen af din ansøgning. Og der kan komme tiltag, hvor nogle sager bliver behandlet hurtigere end andre – udenfor kronologisk rækkefølge i forhold til datoen for ansøgning.

Hvor finder jeg ansøgningsskemaet til dansk statsborgerskab?

For udlændinge i Danmark skal ansøgningen som udgangspunkt ske digitalt på https://statsborgerskab.nyidanmark.dk/login

Du kan læse mere om indgivelse af ansøgning på UIMs hjemmeside.

Spørgsmål af teknisk karakter vedrørende det digitale ansøgningsskema skal rettes til Indfødsretskontoret enten telefonisk til 7080 2450 eller pr. mail til indfoedsret@uim.dk – oplys dit telefonnummer, så ringer de tilbage (ofte fra et ukendt nummer).