Fair Statsborgerskab! har bedt Morten Bødskov om at genoptage behandlingen af statsborgerskabssager — og om at sikre, at ingen mister deres plads på grund af en forsinkelse, de ikke selv har skabt.

Mere end 3.000 ansøgere om dansk statsborgerskab — mennesker der arbejder, betaler skat og opfylder alle krav — venter fortsat i politisk stilstand.
Danmark har fået en ny regering og en ny udlændinge- og integrationsminister. Det giver en konkret anledning til at se på en situation, der har stået stille alt for længe — og det har vi netop skrevet til ministeren om.
Siden den 6. marts 2026 har ministeriet som udgangspunkt haft behandlingen af ansøgninger om statsborgerskab ved naturalisation sat i bero. Kort forinden bortfaldt lovforslag L 98 — som omfattede 2.055 ansøgere og omkring 1.120 børn — da Folketinget blev opløst. L 98 var i forvejen det eneste planlagte lovforslag i folketingsåret, fordi efterårets forslag var aflyst af hensyn til EU-formandskabet. På under to måneder gik mere end 3.000 mennesker fra forsigtig forventning til ubestemt ventetid. Berostillelsen står stadig ved magt.
Vi beder ikke om lempelser. Det er vigtigt for os at sige tydeligt. De mennesker, brevet handler om, har gjort præcis det, Danmark beder dem om: bestået Prøve i Dansk og indfødsretsprøven, dokumenteret års fuldtidsbeskæftigelse, betalt skat og gebyr og overholdt vandelskravet. Det, vi beder om, er, at staten holder sin del af aftalen — at sagerne bliver behandlet efter loven og inden for rimelig tid, og at en forsinkelse, som staten selv har skabt, ikke får samme virkning som et afslag.
For forsinkelsen er ikke uden konsekvenser. Beskæftigelseskravet betyder, at man skal være i arbejde, netop når et lovforslag fremsættes. Hver måneds politisk stilstand flytter det tidsvindue og lægger en risiko over på ansøgeren, som vedkommende ikke kan værne sig imod: et jobtab, en sygemelding eller en barsel kan betyde, at man efter flere år i kø pludselig falder uden for kravet — ikke fordi man har ændret adfærd, men fordi tiden er gået. Berostillelsen rammer også de børn, der står som bipersoner på en forælders ansøgning. Når sagsbehandlingen genoptages, vil flere af dem være fyldt 18 og dermed falde ud, selvom mange af dem er født eller opvokset her og har hele deres liv i Danmark.
Helt konkret beder vi ministeren om tre ting. For det første at genoptage behandlingen af de sager, der allerede ligger i kø, uden at afvente en ny indfødsretsaftale — for sagsbehandling og politisk forhandling er ikke det samme. For det andet at fremsætte et nyt lovforslag hurtigst muligt og sikre, at bipersoner vurderes efter deres alder på den oprindelige fremsættelsesdato for L 98. Og for det tredje at indlede en dialog med Folketinget om, hvordan ansøgere beskyttes mod at falde ud af beskæftigelseskravet, når forsinkelsen skyldes staten selv.
Som vi skriver til ministeren:
Vi har gjort, hvad Danmark beder os om. Nu beder vi dig om at gøre, hvad Danmark beder af sig selv: at behandle borgere efter loven, inden for rimelig tid, og uden at flytte målstregen undervejs.
Brevet er sendt på bestyrelsens og medlemmernes vegne. Du kan læse det i sin helhed [link].
Jo flere vi er, jo højere lyder vi
Fair Statsborgerskab! er en frivillig forening. Jo flere medlemmer vi har, jo stærkere står vi, når vi henvender os til ministre og Folketing. Du kan støtte arbejdet for 120 kr. om året — eller 60 kr. hvis du er under 22 år.
