Fair Statsborgerskab! har fået en ny bestyrelse

Mandag, den 23.3., aftenen før folketingsvalget, trådte den nyvalgte bestyrelse i foreningen Fair Statsborgerskab! sammen og konstituerede sig med en formand, næstformand og kasserer.

Foreningen blev stiftet tilbage i 2019 og har til formål at arbejde på faire og smidige betingelser for at opnå dansk statsborgerskab for de borgere, der i mange år eller hele deres liv har boet og arbejdet i Danmark og derved bidraget til fællesskabet.

Mens der opstilles rigtig mange krav til integration af udlændinge, så er der ikke megen hjælp at hente den anden vej. Reglerne for at opnå statsborgerskab er blevet strammere i flere omgange siden foreningens start, og det har været medvirkende til, at den gamle bestyrelse trådte tilbage på generalforsamlingen den 22.3.

En ny bestyrelse på fire personer har taget handsken op og vil videreføre det arbejde, som den afgående bestyrelse lagde fundamentet til. Den første opgave er klar: at sikre, at de over 2.000 ansøgere og børn, der stod på det bortfaldne lovforslag L 98, ikke glemmes i det nye Folketing.

Politikens kronikredaktør Marcus Rubin udtrykker det i en leder fra den 13. marts meget klart:

“For mens der ikke er ende på integrationskravene til tilflytterne, er der ikke meget politisk røre om, at rigtig mange af dem ikke får lov at deltage i det allervigtigste – nemlig demokratiet.”

Det er et demokratisk problem, at ca. hver tiende voksne i Danmark ikke har stemmeret. Andelen ville være mindre, hvis ikke reglerne var så indviklede og omfattende. Her kunne Danmark med fordel lære af nabolande.

Den nye bestyrelse vil fortsætte det engagerede arbejde og blive ved med at kæmpe for faire betingelser, så flere af den voksende andel af udlændinge også politisk bliver integreret i Danmark.

Her er den nye bestyrelse:

Martin (formand)
Kareem (næstformand)
Rene (kasserer)
Burkhard (menigt bestyrelsesmedlem)