I dag meldte Mattias Tesfaye ud, at han vil suspendere reglen om, at kommende statsborgere skal give hånd i forbindelse med, at de bliver danske statsborgere.
Her kan du læse dette åbne brev med over 50 underskrifter af berørte borgere sendte foreningen til Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye i søndags, den 12.4.
Tak til alle jer, der var med til det!
Kære Mattias Tesfaye
Vi henvender os til dig som borgere fra den eneste samfundsgruppe i Danmark, som stadig ved lov er forpligtede til at give hånd, mens det ellers er forbudt som smittefarligt og dermed livsfarligt. Tildelingen af statsborgerskabet til os er stadig afhængig af et håndtryk med en kommunal repræsentant. En række grundlovsceremonier blev aflyst i marts måned, men skal gennemføres inklusive pligthåndtrykket, når corona-krisen er overstået. Indtil det tidspunkt er der blokeret for tildeling af statsborgerskab.
I mellemtiden har statsministeren nu tilkendegivet, at vi måske „for altid må leve anderledes“ og helt konkret, at „vi ikke kommer til at stå tæt sammen (…) i lang tid.“ I USA siger Anthony Fauci, den sundhedsvidenskabelige leder af landets indsats mod corona: ”Jeg synes ikke, vi nogensinde skal give hånd igen.”
Med de gigantiske omvæltninger, epidemien fremtvinger for alle mennesker, er der helt sikkert mere presserende problemer end at genoverveje håndtrykket som dansk kerneværdi. Samtidig er det klart meningsløst og uretfærdigt, når en gruppe borgere bliver udelukket fra fællesskabet, fordi deres pligt til at give hånd fortsat gælder, selvom de ikke vil kunne opfylde den pligt i meget lang tid eller nogensinde. Vi er overbeviste om, at det både er oplagt og muligt for dig som udlændinge- og integrationsminister at rette op på det.
Vi har opfyldt alle betingelser for at blive danske statsborgere til punkt og prikke, og vi har ventet i op til tre år på behandlingen af vores ansøgninger, i enkelte tilfælde endda endnu længere. Når en del os nu som følge af aflysningen af grundlovsceremonierne bliver sat i venteposition på ubestemt tid, indebærer det f.eks. at nogle af vores børn, som måske i løbet af den nye ventetid fylder 18 år og herefter ikke længere kan få statsborgerskab sammen med deres forældre, selv om de er født og opvoksede i Danmark.
At nogle af os pga. af de aflyste ceremonier ikke kan rejse udenlands, vejer lige nu med de lukkede grænser ikke så tungt. Derimod føles det netop i den nuværende undtagelsestilstand desto tungere at være sat udenfor fællesskabet på grund af et aflyst pligthåndtryk. Hvor er ligheden for loven, når det inden midten af marts lykkedes for halvdelen af ansøgerne at blive danske statsborgere, fordi deres kommuner tilfældigvis afholdt grundlovsceremonien, inden der blev slået corona-alarm, mens den anden halvdel fik at vide (nogle med et par timers varsel), at statsborgerskabet skulle udsættes på ubestemt tid?
Det føltes som at få en spand iskoldt vand i hovedet. En hel del af os arbejder på sygehuse, i plejesektoren, i daginstitutioner og supermarkeder og er med til at holde hjulene i gang og samtidig beskytte udsatte medborgere. Vi er klar til at gøre vores borgerpligt især under denne krise, men vi bør også respekteres som borgere med alle rettigheder.
Du lovede ved din tiltrædelse at afskaffe ”tossede krav” indenfor statsborgerskabsretten, og statsministeren lovede ”sund fornuft” i udlændingepolitikken. Vi stoler på de løfter.
Med en dispensation for de aflyste grundlovsceremonier og en tilpasset lovbestemmelse kan du rette op på en uretfærdig udelukkelse af en gruppe samfundsborgere. Du ville desuden skabe mere sammenhold i samfundet, hvilket der er hårdt brug for lige nu.
Med venlig hilsen
Berørte ansøgere, hvis statsborgerskab er udsat på ubestemt tid pga. aflyste grundlovsceremonier: André Philipsz, Andrew Stevenson, Barbara Spano, Carina Mc Corkindale, Chiara Petreni, David Breuer, Enrica Chicca Clemenzi, Eva Gundelund, Feras Mohammed Ali, Francesca Macchi, Ilham Rashid Sharif Ali, Iryna Willumsen, Jennifer Burns, Karen Chandler Hansen, Karolina Frost, Keith Brander, Lars Lundsdal, Mark Anthony Ford, Miriam Thompson, Mirza Asad, Oleksiy Artyomenko, Pamela Charlton, Patricia Claire Brander, Rashid Husain, Sheelagh Crewe, Suren Gevorgyan, Urszula Swistek,
Nuværende eller tidligere ansøgere om statsborgerskab: Adrianna Gregersen, Afan Jahić, Andrew Tristram, Billy O’Shea, Elena Petrova, Erik Floor, Farid Sahel, Frauke Kruse, Hajrija Mehic, Harun Demirtas, Hazel Hanim Simsek, Jane Corrigan Printz, Joe Tyler Hoefler, Kirsten Kock, Margaret Raun, Muhammad Sajid, Paola Vannacci Elnif, Pauleen Bang, Pieter Heydenrych, Rachel Curtis Gravesen, Sasha Mavko-Andersen, Shahrzad Aziminia, Siwaporn Sophaphan, Thomas Borchert, Troels List