Husk at du kan stemme, selv om du ikke har dansk statsborgerskab

KOMMUNALVALGET & REGIONRÅDSVALGET 2021 – DIN HVERDAG ER PÅ VALG

Husk at du kan stemme til kommunalvalget samt regionsrådet den 16. november, selv om du ikke har dansk statsborgerskab. Det kræver kun en midlertidig opholdstilladelse og bopæl i Danmark i mindst 4 år, for nordiske statsborgere og EU-borgere er bopæl i Danmark tilstrækkeligt, du behøver ikke engang at have boet her i 4 år.

Britiske statsborgere, der er bopælsregistreret senest den 31. januar 2020 og siden uafbrudt har haft fast bopæl i Danmark, har valgret til det kommunale og regionale valg den 16. november 2021, hvis de i øvrigt opfylder valgretsbetingelserne. Britiske statsborgere, der er blevet bopælsregistreret efter den 31. januar 2020, skal opfylde bopælskravet på 4 år for at have valgret. Hvis du opfylder de ovennævnte betingelser, kommer du automatisk på valglisten.

Vi opfordrer alle borgere, der har mulighed for at stemme til de kommende to valg tirsdag den 16. november, til at benytte sig af muligheden.

Selv om der ikke bliver besluttet de store udlændinge-politiske spørgsmål i kommunal eller regional regi, så kan din stemme være med til at sende et tydeligt signal om, hvilken politisk retning du ønsker.

Dit kryds ved kommunalvalget gør en forskel for din hverdag. Ved kommunalvalget kan du få indflydelse på din kommune. De 98 kommuner løser en bred vifte af opgaver, og som borger møder du kommunen gennem hele livet. Man kan sige, at kommunerne danner rammen om din hverdag.

Er du i tvivl hvem du skal stemme på? Du kan starte at tage én af de forskellige kandidattester, der kan give dig et fingerpeg, hvem du er mest enig med. Efterfølgende kan du søge lidt mere information om det parti eller den kandidat, du synes lyder interessant.

https://www.altinget.dk/valg/KV21/kandidattest

https://nyheder.tv2.dk/kandidattest

https://www.dr.dk/nyheder/politik/kandidattest

Der er ingen tvivl om, at indvandrere og efterkommere med dansk statsborgerskab stemmer væsentligt mere end indvandrere og efterkommere uden dansk statsborgerskab. Mange forskellige undersøgelser har ikke helt fundet årsagen til det.

Har du ikke lyst til at lave om på denne statistik? Sig det gerne videre til alle, der kunne have interesse, og del gerne vores opslag i dit netværk.