Hvordan løser vi det så?

Rapperen bobby shams (også kendt som podcast-vært Babak Vakili) har en klar mening om indfødsretstesten. Han siger i dagens Politiken bl.a.:

“Jeg bor i Danmark, jeg er født i Danmark, jeg er dansk statsborger. Jeg er dansker på samme måde som langt, langt, de fleste af dem, som debatten omhandler. Lad os sige, at nogen begår mere kriminalitet. Hvordan løser vi det så? Løser vi det ved at stigmatisere og trække dem i ydelse og lave love, der generer dem og straffer dem? Det tror jeg ikke, men det er sådan, vi har gjort i Danmark.

Det bedste eksempel er indfødsretstesten. Det skal bare gøres svært, det skal være irriterende, det skal være ubelejligt, der skal stilles skæve spørgsmål, døren skal bare smækkes mere og mere i, og der skal kastes alle mulige mærkelige ting ud i den offentlige debat. De går med dynejakker! De stjæler vores saftevand og spiser vores kager på sygehusene! De vil ikke have juletræ i beboerforeningen! Så mange små ting.”

I Fair Statsborgerskab! er vi helt enige med Babak Vakili. Derfor kæmper vi for en positiv, anstændig og fair tilgang til dansk statsborgerskab.