Regeringen synes fortsat at det er en god idé at give hånd

Berlingske/Ritzau har været så venlige at skrive om vores henvendelse til Indfødsretsudvalget. Lars Aslan Rasmussen mener, at vi “hele tiden har været imod håndtrykket og nu bruger coronakrisen som argument for at droppe kravet.

Vel, den første del har han fuldstændig ret i – men vi argumenter her for at fortsætte med at droppe, eller suspendere kravet midlertidigt – lige som det har været suspenderet i lovforslagene de seneste 1½ år – på grund af en verdensomspændende pandemi.

»Det ændrer ikke ved, at regeringen synes, det er en god idé at give hånd,« siger Lars Aslan.

Og så kan vi kun spørge igen: Er det ikke et hån mod elementær sund fornuft, når der ellers bliver mobiliseret alle kræfter i samfundet for at formindske smittefaren, at ville lovgive om et pligthåndtryk, “håndflade mod håndflade og uden handsker“?

Ifølge Lars Aslan “kan kravet blive suspenderet i en periode, hvis der kommer en henstilling fra sundhedsmyndigheder om at lade være med at give hånd.

Men han “glemmer” åbenbart, at en “suspendering” af en vedtagne lov kun er muligt ved at ændre loven ved lov – altså ved at behandle og vedtage et nyt lovforslag.

Det er netop det som var nødvendig for lidt over halvanden år siden, da hundredvis af borgere skulle vente på en udsat grundlovsceremoni, indtil en ny lov om indfødsrets meddelelse blev vedtaget. Børn som bipersoner kan blive ramt hårdt!

Aslan argumentere for, at “så må det udskydes til et senere tidspunkt“…Men det kan komme til at ramme mange børn, der står som bipersoner sammen med en forælder på lovforslaget, og som fylder 18 i løbet af det kommende halve år.

Hvis ikke deres forælder deltager i en grundlovsceremoni inden børnene fylder 18, så er de henvist til selv at skulle starte helt forfra – inklusive at skulle søge om permanent opholdstilladelse først, vente 2 år, bestå indfødsretsprøven, håbe på dispensation fra beskæftigelseskravet, og bruge omkring 10.000 kroner på det hele.