Godt Nytår!

Foreningen Fair Statsborgerskab! har skrevet et svar til Marcus Knuths debatindlæg i Jyllandsposten, hvor han både langer ud efter ministeren Mattias Tesfaye, samt kommer med påstande, der er langt fra sandheden.

Indlægget er forbeholdt abonnenter, men vi skriver blandt andet følgende:
Vi mener, at det er helt ud af proportion at kalde en person, der for adskillige år siden er straffet med en bøde, for ‘dybt kriminel’! Der kan højest være tale om personer, der tidligere har fået en bødestraf, og som efterfølgende har udstået en karensperiode på minimum 6 år. Hvis de har begået en ligeartet kriminel handling mere end én gang bliver karensperioden fordoblet, og selv ved flere bøder for overtrædelser af færdselsloven forlænges karenstiden – som her “kun” er 4,5 år – med 3 år for hver gang.

Og vi slutter med et forslag til et nytårsforsæt til både Marcus Knuth og alle andre politikere: “Hold op med at fortælle kvarte sandheder og få fakta og nuancerne med i debatten, tak.

Vi vil i hvert fald fortsætte i det nye år med at deltage i den offentlige debat. Både for at oplyse, men bestemt også med henblik på at medvirke til at processen bliver mere overskueligt og retfærdig.

Du kan være sammen med os og blive medlem af foreningen her på hjemmesiden.

Unødigt ufleksibelt og ressourcetungt

Sådan lyder det fra Kommunernes Landsforening KL, der i et brev til udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), gør klart, at det ikke er populært, hvis det ceremonielle håndtryk bindes til borgmesteren eller en rådmand. Det er vi i foreningen Fair Statsborgerskab! helt enige i.

Vi er glade for, at vi i vores protest mod den yderligere detaljeregulering af håndtrykket ikke står alene. Og vi mener at dele af den nye bekendtgørelse dyrker en uværdig, moraliserende symbolpolitik.

Den kommende bekendtgørelse, som for tiden er i høring, kan ses her.

Kære Udlændinge- og Integrationsminister Mattias Tesfaye

Skærmbillede af mødet med Mattias Tesfaye, forkvinden for Fair Statsborgerskab Kirsten Kock, og andre deltagere

Fra Fair Statsborgerskab! siger vi tak for et SPÆNDENDE, UNDERLIGT OG SKUFFENDE møde mellem dig og ca. 400 lyttere på Facebook Live i går, 17. juni. Hvad du sagde i slutningen af mødet, giver os anledning til en invitation: meld dig ind i vores forening, du deler jo i virkeligheden vores kritik af statsborgerskabsreglerne.

SPÆNDENDE var det, fordi for første gang har en minister talt med og ikke bare om os indvandrere (og vores efterkommere), som kæmper for at opnå dansk statsborgerskab. Ellers bliver der altid snakket om os, og for det meste som om vi er umyndige borgere, som bare skal vise taknemmelighed for statsborgerskabet som „gave“: Godt du stillede op efter den massive kritik af den nye indfødsretsaftale med et helt nyt beskæftigelseskrav og alle mulige andre stramninger, som endda skal gælde med tilbagevirkende kraft.

UNDERLIGT var det for os, at dit ministerium bare en time inden mødet offentliggjorde en „justering“ af den bare otte uger gamle aftale. Nu skal beskæftigelseskravet ikke mere gælde med tilbagevirkende kraft. Til gengæld skal unge ansøgere ikke, som tidligere aftalt, automatisk være fritaget fra beskæftigelseskravet, men enkeltvis søge dispensation.

På den ene side viser din meget specielle timing, at du har taget vores massive protester alvorligt og ikke vil komme tomhændet til mødet. På den anden side er det en mærkelig stil, synes vi at overrumple sine samtalepartnere uden varsel.

SKUFFENDE, synes vi, var både dit forsvar for indfødsretsaftalen, dens modsætningsfyldte „justeringer“ og det grundlæggende regelvirvar omkring statsborgerskab. Et par eksempler:

– Du forklarede, at I har indset, at beskæftigelseskravet med tilbagevirkende kraft har været en fejl, og derfor bliver trukket tilbage, for de, som har søgt inden den 20. april 2021. Hvad består fejlen i, og hvor er logikken henne? Enten er beskæftigelseskravet forkert (det synes vi bestemt), så skal den trækkes tilbage for alle. Eller regler med tilbagevirkende kraft er forkerte (det synes vi endnu mere bestemt), så burde de trækkes tilbage for alle andre nye stramninger som f.eks. for opholdskravet og omkring kriminalitet.

– Du forklarede, at den nye stramning i justeringer for unges unddragelse fra beskæftigelseskravet er „et helt normalt politisk kompromis“. For at få flertal for lempelsen omkring beskæftigelseskravet. Hvorfor skal unge mennesker, mange af dem født og opvokset i Danmark, betale prisen for en slags tæppehandel bag lukkede døre med det eneste formål at holde antallet af nye statsborgerskaber nede?

– Du henviste til, at de unge jo hver for sig kan søge dispensation, altså for at få en slags grønt lys som undtagelse fra beskæftigelseskravet hos Folketingets Indfødsretsudvalg. Som om der sidder omsorgsfulde sagsbehandlere med politisk mandat, som nøje gennemgår hver eneste ansøgning, om den pågældende måske er et håb for Danmarks fremtid. Hvad du ikke fortalte er realiteten i dette udvalg: Under et møde, kan der kom op til flere hundrede sager op, som de 17 medlemmer afgøre med flertalsafstemning uden den mindste mulighed for at sætte sig ind i den enkelte sag. Og hvor medlemmer fra Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige åbent har erkendt, at de automatisk stemmer nej, lige meget hvad, når den pågældende kommer fra et land med muslimsk befolkningsflertal.

INVITATION: Vi mener, at du i stedet for hele tiden at aftale nye regler med dem, som vil forhindre flest muligt i at blive danske statsborgere, burde melde dig ind i vores forening. For du deler jo inderst inde vores kritik, som de mange vrede ansøgere kunne høre i dine afsluttende bemærkninger under mødet på Facebook Live:

“Hvordan kan man være sikker på, at der ikke er forskelsbehandling? Det ærlige svar er: Det kan man ikke være sikker på. Det kan I ikke. Fordi det er en politisk beslutning blandt de 17 Folketingsmedlemmer, for øvrigt for lukkede døre og på baggrund af den sagsbehandling, de får fremlagt. Det er det lidt barokke system i Danmark, vi skal forsøge at navigere i. Jeg er selv tilhænger af, at vi behandler så få sager som muligt i det her udvalg. Fordi vi ikke har den der almindelige forvaltningstradition med begrundelse og klageinstans. (…) Men man kan også bare se politisk, at vi alligevel har lagt flere sager derover, det har vi gjort igen.” .

Det er lige præcis vores kritik.

Kære Udlændinge- og Integrationsminister, mange har meldt sig ind i Fair Statsborgerskab! i vrede efter den nye indfødsretsaftale. Du virkede som sagt heller ikke tilfreds. Man behøver bare gå ind på vores hjemmeside.

Under alle omstændigheder mailer vi dig i den kommende uge en liste med de mange ubesvarede spørgsmål af vores medlemmer fra online-mødet. Endnu en gang tak fordi du var med.

Bedste hilsner fra Fair Statsborgerskab!

Kriminelle kan ikke få dansk statsborgerskab

I går slår Udlændinge- og Integrationsministeriet en nyhed med overskriften “Minister vil gøre det sværere for kriminelle at få dansk statsborgerskab” op.

Vi kan endvidere læse, at ministeren til de kommende forhandlinger om “justeringer i indfødsretsaftalen” foreslår “stramninger for personer dømt for kriminalitet, der søger om dansk statsborgerskab.”

Foreningen mener, at det er meget vildledende, da kriminelle i forvejen IKKE kan opnå dansk statsborgerskab.

I dag er reglerne sådan, at der skal gå en karensperiode, der afhænger af, hvor lang en straf vedkommende er blevet idømt, før man kan opnå statsborgerskab. Og i forvejen udelukker en række domme helt folk fra at kunne søge om dansk statsborgerskab. Det gælder for personer, der er dømt for blandt andet terrorisme, landsforræderi, banderelaterede forbrydelser, voldtægt, vold mod mindreårige og grov vold generelt.

Hvornår og hvor længe er man kriminel?

Nu mener regeringen, at enhver form for tidligere begået kriminalitet, der har betinget eller ubetinget fængselsstraf som følge, som udgangspunkt skal udelukke folk fra at kunne opnå dansk statsborgerskab!

Også efter straffen er afsonet, og karensperioden er gået uden fornyet begået kriminalitet. Er en person, der som 18-årig er idømt 14 dages betinget fængsel for graffitimaling på et tog, kriminel? Er en person, der forsvarer sig lidt for voldsomt mod et overfald, og dermed får et betinget dom på 14 dage, kriminel?

Hvis regeringens udspil finder et flertal, vil disse borgere – også efter mange års lovlydig liv – fremover skulle godkendes af det såkaldte indfødsretsudvalg, som består af 17 tilfældige folkevalgte politikere.

Udvalget træffer den ofte politisk farvede beslutning bag lukkede døre, og borgeren har ikke krav på en begrundelse. Dermed mangler indfødsretsudvalget afgørelser enhver form for retssikkerhed!

Vi mener, at den nuværende karenstid, der skal være gået fra en begået gerning, indtil en borger kan komme på et lovforslag, er rimeligt, når der er blevet idømt en fængselsstraf. Men når både strafafsoningen og karenstiden er overstået, og den pågældende ikke på ny har begået en kriminel handling, så skal vedkommende kunne opnå statsborgerskab.

At stigmatisere en tidligere dømt kriminel på livstid, ved at udelukke vedkommende fra fulde demokratiske rettigheder, er det stik modsatte af et ønske om resocialisering. Hvordan skal det lade sig gøre, at integrere en person i samfundet efter at vedkommende i en periode har været sat uden for det almindelige samfundsliv, fx i forbindelse med afsoning i et fængsel, hvis ikke personen nogensinde får visket tavlen helt ren?

Hvordan kan vi forvente en resocialisering, hvis vedkommende bliver stillet i udsigt, aldrig at ville kunne blive en ligeværdig samfundsborger med fulde demokratiske rettigheder?

Racistisk og grundlovsstridig

Et nyt racistisk og grundlovsstridig statsborgerskabs-initiativ fra Dansk Folkeparti mod vores muslimske medborgere: “Vi ønsker ikke at give statsborgerskab til muslimer, (…), hvor over halvdelen af befolkningen bekender sig til islam.

DFs Marie Krarup har i dag anmodet udlændingeminister Mattias Tesfaye om at alle ansøgere bliver frasorteret, som kommer fra flere end 40 lande, f.eks. Albanien, Afghanistan, Somalia osv. Fordi halvdelen af befolkningen er muslimer!

Det er forrykt, modbydeligt og har heldigvis ikke den mindste udsigt til at få flertal i Folketinget. DF kommer med forslaget for at lokke vælgere tilbage fra Nye Borgerlige. Det er et hæsligt væddeløb om de mest brutale forslag for at diskriminere indvandrere

I Fair Statsborgerskab! kæmper vi for en positiv og lige behandling af alle, som gerne vil bliver danske statsborgere, uanset religion, hudfarve og herkomst. Vi spørger den socialdemokratiske regering og Mattias Tesfaye: Hvordan kan i samarbejde med Dansk Folkeparti omkring regler for statsborgerskab, når der kommer mere og mere åbenlys racistisk hetz?

31 sager forsvundet i ministeriet

Efter et initiativ fra Fair Statsborgerskab! har Udlændingeministeriet nu indrømmet, at 31 ansøgninger om statsborgerskabet er “forsvundet” i deres it-system. Flere af vores medlemmer har selv oplevet, hvad konsekvensen var: Indfødsretskontoret forlangte bare, at de skulle starte forfra. Efter halvandets års ventetid endnu halvandet års ventetid. Helt, helt uanstændig.

Godt, at vores forening i sammenarbejde med Peder Hvelplund (Folketingsmedlem for EL) har tvunget ministeriet til at indrømme omfanget af problemet. Nu gælder det om, at sikre, at de berørte få en meget hurtig behandling af deres sager.

Det lønner sig at stå sammen som ansøger til statsborgerskab. Jo flere vi er, jo bedre bliver vores stemme hørt. Du kan nemt blive medlem af Fair Statsborgerskab!

Der bliver vores trafikbøder betegnet som “kriminelle forhold”

I ugens løb har politikere endnu en gang jublet over at det er lykkedes dem gennem nye stramninger at udelukke endnu flere fra dansk statsborgerskab.

I Fair Statsborgerskab! opgiver vi ikke og nynner optimistisk Bob Marleys sang: “Don’t give up the fight. Stand up for your right”. (Og meld dig gerne ind i vores forening.)

Nu har Udlændingeminister Mattias Tesfaye meddelt, at 83 borgere med forskellige voldsdomme i bagagen er “frasorteret” pga af nye regler. Rasmus Jarlov fra de konservative får det til at lyde, som om så godt som alle ansøgere er kriminelle & forbrydere, som vil have “ejerskab til Danmark. “Der er stadig katastrofalt mange som får statsborgerskab.”

Sikke en formørket tone! Alle os, som har kæmpet med ansøgningsskemaet, genkender den: Der bliver vores trafikbøder ned til den mindste bagatellen betegnet som “kriminelle forhold”.

I Fair Statsborgerskab! har vi en af de 83 berørte som medlem. De nye stramninger har ført til, at han efter 20 år som lovlydig borger er udelukket på livstid fra dansk statsborgerskab pga. af en dom for vold mod en anden 16- årig. Han har betalt sin gæld til samfundet for længst og Fair Statsborgerskab! vil kæmpe for hans ret.

Uden konventioner kunne ingen indvandrer få dansk statsborgerskab

Til efteråret må vi forvente et nyt kapløb mellem partierne om de mest fantasifulde nye “stramninger” omkring statsborgerskab. Som om det ikke allerede er grotesk svært at få det.

Udlændingeminister Mattias Tesfaye vil udvide muligheden for at fratage det igen. Han beklager i dagens Jyllands-Posten at internationale konventioner gør det svært.

I Fair Statsborgerskab! er vi glade for statsborgerskabskonventionen og andre vigtige konventioner, som f.eks. beskytter statsløse borgere. Hvis ikke de var der, ville det endeløse kapløb om hele tiden nye “stramninger” måske ende med, at ingen indvandrer kan få dansk statsborgerskab.

Ministeren har lyttet!

I dag meldte Mattias Tesfaye ud, at han vil suspendere reglen om, at kommende statsborgere skal give hånd i forbindelse med, at de bliver danske statsborgere.

Her kan du læse dette åbne brev med over 50 underskrifter af berørte borgere sendte foreningen til Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye i søndags, den 12.4.
Tak til alle jer, der var med til det!


Kære Mattias Tesfaye

Vi henvender os til dig som borgere fra den eneste samfundsgruppe i Danmark, som stadig ved lov er forpligtede til at give hånd, mens det ellers er forbudt som smittefarligt og dermed livsfarligt. Tildelingen af statsborgerskabet til os er stadig afhængig af et håndtryk med en kommunal repræsentant. En række grundlovsceremonier blev aflyst i marts måned, men skal gennemføres inklusive pligthåndtrykket, når corona-krisen er overstået. Indtil det tidspunkt er der blokeret for tildeling af statsborgerskab.

I mellemtiden har statsministeren nu tilkendegivet, at vi måske „for altid må leve anderledes“ og helt konkret, at „vi ikke kommer til at stå tæt sammen (…) i lang tid.“ I USA siger Anthony Fauci, den sundhedsvidenskabelige leder af landets indsats mod corona: ”Jeg synes ikke, vi nogensinde skal give hånd igen.”

Med de gigantiske omvæltninger, epidemien fremtvinger for alle mennesker, er der helt sikkert mere presserende problemer end at genoverveje håndtrykket som dansk kerneværdi. Samtidig er det klart meningsløst og uretfærdigt, når en gruppe borgere bliver udelukket fra fællesskabet, fordi deres pligt til at give hånd fortsat gælder, selvom de ikke vil kunne opfylde den pligt i meget lang tid eller nogensinde. Vi er overbeviste om, at det både er oplagt og muligt for dig som udlændinge- og integrationsminister at rette op på det.

Vi har opfyldt alle betingelser for at blive danske statsborgere til punkt og prikke, og vi har ventet i op til tre år på behandlingen af vores ansøgninger, i enkelte tilfælde endda endnu længere. Når en del os nu som følge af aflysningen af grundlovsceremonierne bliver sat i venteposition på ubestemt tid, indebærer det f.eks. at nogle af vores børn, som måske i løbet af den nye ventetid fylder 18 år og herefter ikke længere kan få statsborgerskab sammen med deres forældre, selv om de er født og opvoksede i Danmark.

At nogle af os pga. af de aflyste ceremonier ikke kan rejse udenlands, vejer lige nu med de lukkede grænser ikke så tungt. Derimod føles det netop i den nuværende undtagelsestilstand desto tungere at være sat udenfor fællesskabet på grund af et aflyst pligthåndtryk. Hvor er ligheden for loven, når det inden midten af marts lykkedes for halvdelen af ansøgerne at blive danske statsborgere, fordi deres kommuner tilfældigvis afholdt grundlovsceremonien, inden der blev slået corona-alarm, mens den anden halvdel fik at vide (nogle med et par timers varsel), at statsborgerskabet skulle udsættes på ubestemt tid?

Det føltes som at få en spand iskoldt vand i hovedet. En hel del af os arbejder på sygehuse, i plejesektoren, i daginstitutioner og supermarkeder og er med til at holde hjulene i gang og samtidig beskytte udsatte medborgere. Vi er klar til at gøre vores borgerpligt især under denne krise, men vi bør også respekteres som borgere med alle rettigheder.

Du lovede ved din tiltrædelse at afskaffe ”tossede krav” indenfor statsborgerskabsretten, og statsministeren lovede ”sund fornuft” i udlændingepolitikken. Vi stoler på de løfter.

Med en dispensation for de aflyste grundlovsceremonier og en tilpasset lovbestemmelse kan du rette op på en uretfærdig udelukkelse af en gruppe samfundsborgere. Du ville desuden skabe mere sammenhold i samfundet, hvilket der er hårdt brug for lige nu.

Med venlig hilsen

Berørte ansøgere, hvis statsborgerskab er udsat på ubestemt tid pga. aflyste grundlovsceremonier: André Philipsz, Andrew Stevenson, Barbara Spano, Carina Mc Corkindale, Chiara Petreni, David Breuer, Enrica Chicca Clemenzi, Eva Gundelund, Feras Mohammed Ali, Francesca Macchi, Ilham Rashid Sharif Ali, Iryna Willumsen, Jennifer Burns, Karen Chandler Hansen, Karolina Frost, Keith Brander, Lars Lundsdal, Mark Anthony Ford, Miriam Thompson, Mirza Asad, Oleksiy Artyomenko, Pamela Charlton, Patricia Claire Brander, Rashid Husain, Sheelagh Crewe, Suren Gevorgyan, Urszula Swistek,

Nuværende eller tidligere ansøgere om statsborgerskab: Adrianna Gregersen, Afan Jahić, Andrew Tristram, Billy O’Shea, Elena Petrova, Erik Floor, Farid Sahel, Frauke Kruse, Hajrija Mehic, Harun Demirtas, Hazel Hanim Simsek, Jane Corrigan Printz, Joe Tyler Hoefler, Kirsten Kock, Margaret Raun, Muhammad Sajid, Paola Vannacci Elnif, Pauleen Bang, Pieter Heydenrych, Rachel Curtis Gravesen, Sasha Mavko-Andersen, Shahrzad Aziminia, Siwaporn Sophaphan, Thomas Borchert, Troels List